Oplæsning og foredrag ved ph.d og forfatter Anne Green Munk om brev-og-digt-bogen Hvor end havet skyller dig op.
I “Hvor end havet skyller dig op” sætter bogens to forfattere sig noget usædvanligt for; som efterkommere af henholdsvis slavegjorte og slaveejere beslutter Anne og Gabriel at skrive en bog sammen om det dansk-ghanesiske slaveris historie. Danmark havde slaveudskibningstationer i Ghana, flere af forterne ligger på kysten endnu. Da Anne som teenager flytter til Ghana med sin familie får hun et overraskende indblik i den danske kolonihistorie, som hun som voksen beslutter sig for at forstå bedre og om muligt bidrage til at rette op på som forsker og forfatter og igennem dialog og samarbejde. I dette foredrag fortæller hun hvordan ligesom hun læser højt af bogen, Hvor End Havet Skyller Dig Op, der blev et af resultaterne. Hun fortæller også om at tænke og skrive som et hav og om hvorfor havet er en bedre metafor at bruge i nye beskrivelser af slaveriets historie end slavefortet.
Anne Green Munk er ph.d og forfatter.
I fællesskab med den prisbelønnede ghanesiske digter har hun skrevet brev-og-digt-bogen Hvor End Havet Skyller Dig Op om Danmark og Ghanas fælles slaverihistorie og hendes egen families plantage på St. Croix. Anne Green Munk har netop afsluttet post.doc.-projektet Authoring Slavery ved Aarhus Universitet. Hun har desuden undervist i kreativ skrivning ved Legon University of Ghana i Accra.
Om Word Festival
Word Festival hylder ord med flere end 100 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på fantastiske kulturscener i Odense centrum såsom Odeon, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum.
Temaet for festivalen er tid – et fascinerende begreb, der kan skabe utrolig mange samtaler om alt fra det helt nære og praktiske til det højtflyvende og fantastiske. Fredag dykker vi derfor ned i fortiden, men også barndommen og begyndelser. Lørdag står i nutidens tegn, men også status quo i verdens kriser såvel som de menneskelige af slagsen. Søndag tager vi hul på fremtiden, men også den 3. alder, slutninger og det, der sker på den anden side og ude i universet.
Glæd dig til tre inspirerende dage, hvor vi checker ud af hverdagens digitale larm og gør plads til dialog og eftertænksomhed
Praktisk information
Du får adgang til dette event med en partout- eller dagsbillet til Word Festival efter først-til-mølle-princippet. Mød derfor gerne op i god tid før eventets start. Så er din chance for at få en plads større.
Vi kan af hensyn til sikkerhed, brandmyndigheder mm. ikke øge de angivne pladser til de enkelte scener. Til gengæld er alle scener i gåafstand fra hinanden, og derfor kan du opsøge andre events, hvis du oplever at gå forgæves til et arrangement.