Anne-Grethe Bjarup Riis – Ulykkens år

1874. En frostklar morgen i april ankommer 18-årige Oda til Egeskov Slot for at begynde sit nye liv som stuepige. Det er en stor dag. Den unge baron skal forloves, og der er brug for alle hænder i køkkenet. Helt fra morgenstunden bobler huset af forventning både oppe og nede.

For baronens lillesøster, Jessie, er det også en stor dag. Hun mødes i al hemmelighed med sin udkårne, præstesønnen Johannes. I et kådt øjeblik kommer hun til at love sit hjerte væk, uvidende om, at der samme aften vil indtræffe en tragisk hændelse, der vender op og ned på hendes liv.

Herskabets genvordigheder er meget langt væk for staldknægten Stig. For ham handler det bare om at klare sig igennem til næste dag – og måske finde et øjeblik til at imponere den søde malkepige. Men da baronessen beder ham om en tjeneste, hvirvles han uforvarende ind i et farligt trekantsdrama, som risikerer at koste ham pladsen på slottet.

Ulykkens år er første bind i en stort anlagt romanserie om livet på og omkring Egeskov Slot på Fyn i slutningen af 1800-tallet. Romanserien er løst inspireret af virkelige hændelser og personer tilsat en god portion fiktion.

Om Anne-Grethe Bjarup Riis
Anne-Grethe Bjarup Riis (f. 1965) er forfatter, skuespiller, filminstruktør og foredragsholder. Uddannet på Statens Teaterskole 1992 og har spillet et utal af roller på både teater, tv og film. Hun debuterede som forfatter i 2009 og har siden skrevet fire romaner, senest I guds rige (2020) om sin egen opvækst og sin søns kræftforløb. Anne-Grethe står desuden bag filmsucceserne om Hvidstengruppen.

Om Word Festival 
Word Festival hylder ord med op mod 150 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på fantastiske kulturscener i Odense centrum såsom ODEON, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum.

Temaet for festivalen er tid – et fascinerende begreb, der kan skabe utrolig mange samtaler om alt fra det helt nære og praktiske til det højtflyvende og fantastiske. Fredag dykker vi derfor ned i fortiden, men også barndommen og begyndelser. Lørdag står i nutidens tegn, men også status quo i verdens kriser såvel som de menneskelige af slagsen. Søndag tager vi hul på fremtiden, men også den 3. alder, slutninger og det, der sker på den anden side og ude i universet.

Glæd dig til tre inspirerende dage, hvor vi checker ud af hverdagens digitale larm og gør plads til dialog og eftertænksomhed.

Praktisk information
Du får adgang til dette event med en partout- eller dagsbillet til Word Festival efter først-til-mølle-princippet. Mød derfor gerne op i god tid før eventets start. Så er din chance for at få en plads større.

Vi kan af hensyn til sikkerhed, brandmyndigheder mm. ikke øge de angivne pladser til de enkelte scener. Til gengæld er alle scener i gåafstand fra hinanden, og derfor kan du opsøge andre events, hvis du oplever at gå forgæves til et arrangement.