Benni Bødker & Jesper Bernt – Den historiske krimi

Benni Bødker – Komintern

Komintern er første bind i virkelighedsnær krimiserie fra 1930’ernes København.

I 1938 i København er Johannes Borum endelig vendt hjem fra den spanske borgerkrig, hvor han har kæmpet side om side med ligesindede kommunister. Han overlevede, men har mistet sin moralske og politiske orientering i det, der viste sig at være en meningsløs kamp. Borum bliver hyret til at efterforske en tilsyneladende ukontroversiel sag af “ægteskabelig karakter” men vader uforvarende ind i mordet på en kendt nazistisk advokat. Ikke ligefrem en ønskesag for en mand der forsøger at undslippe både kommunister og nazister, og som desuden er stemplet som afhop­per blandt sine tidligere politiske kammerater.
Blandt fordrukne journalister, hårdnakkede gangstere og lunefulde bekendtskaber i Københavns underverden må Borum træde varsomt i sin efterforskning af mordet på den dræbte nazist, alt imens politiske spændinger truer med at udstille ikke kun menneskets moralske forfald men også konfrontere Borum med sin fortid.

Om Benni Bødker
Benni Bødker (f. 1975) er forfatter og har levet af at skrive siden 2009. Blandt andet har han skrevet en lang række børne- og ungdomsbøger. Han har skrevet en spændingsserie med Karen Vad Bruun om retsantropologen Linnea Kirkegaard, og var aktuel med krimien Et hus med tusind øjne på Gyldendal i 2023. Benni Bødkers bøger er oversat til 12 forskellige sprog og han har modtaget adskillige priser og prisnomineringer for sit forfatterskab. Bind 2 og 3 i serien om Borum er planlagt til at udkomme i 2025 og 2026.

Jesper Bernt – Dage af støv

Blev Tycho Brahe myrdet?

Efter en heftig konflikt med den danske konge er Tycho Brahe og hans familie søgt i eksil på kejserpaladset i Prag. Her står den verdensberømte, danske astronom over for et videnskabeligt gennembrud, der kan vende op og ned på 1600-tallets verdensbillede. Men pludselig falder Tycho om med livstruende symptomer, og det får rygterne til at svirre: Er den store Tycho Brahe blevet udsat for et giftattentat?
Spændingsromanen Dage af støv foregår over fjorten intense dage, puster liv i det virkelige mysterium om verdensmandens sidste dage og dykker ned i motiver og mulige gerningsmænd i hans omgangskreds. Måske står Christian IV bag, eller Tychos forsmåede assistent, den senere så berømte Johannes Kepler. Mistænkt er også Tychos hengivne kone Kristine og hans fætter og gode ven Erik Brahe, der netop er ankommet til Prag med en hemmelig agenda.

Om Jesper Bernt
Jesper Bernt debuterede med den anmelderroste krimi noir-roman Westend i 2007 og udgav thriller-romanen Checkpoint Charlie i 2008. Som manuskriptforfatter står han bag flere store tv-serier solgt til en række lande, senest Gidseltagningen II, og har også vundet en Robert for sin film, Sort Kaffe & Vinyl. Han er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole.

Fotos: Lærke Posselt & Karen Rosetzsky

Om Word Festival 
Word Festival hylder ord med op mod 150 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på fantastiske kulturscener i Odense centrum såsom ODEON, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum.

Temaet for festivalen er tid – et fascinerende begreb, der kan skabe utrolig mange samtaler om alt fra det helt nære og praktiske til det højtflyvende og fantastiske. Fredag dykker vi derfor ned i fortiden, men også barndommen og begyndelser. Lørdag står i nutidens tegn, men også status quo i verdens kriser såvel som de menneskelige af slagsen. Søndag tager vi hul på fremtiden, men også den 3. alder, slutninger og det, der sker på den anden side og ude i universet.

Glæd dig til tre inspirerende dage, hvor vi checker ud af hverdagens digitale larm og gør plads til dialog og eftertænksomhed.

Praktisk information
Du får adgang til dette event med en partout- eller dagsbillet til Word Festival efter først-til-mølle-princippet. Mød derfor gerne op i god tid før eventets start. Så er din chance for at få en plads større.

Vi kan af hensyn til sikkerhed, brandmyndigheder mm. ikke øge de angivne pladser til de enkelte scener. Til gengæld er alle scener i gåafstand fra hinanden, og derfor kan du opsøge andre events, hvis du oplever at gå forgæves til et arrangement.