Dorthe Nors – Spænd

Spænd – En fortælling om universet og menneskelige afstande
Dorthe Nors’ nyeste værk Spænd udforsker de store afstande – både de kosmiske og de menneskelige. I centrum står Gunn Haven, der i sit lille landsamfund forsøger at dykke ned i universets hemmeligheder, samtidig med at hun navigerer forholdene til de mennesker, der kommer uventet tæt på. Spænd er en fortælling om ensomhed, længsel og forbindelsen mellem de levende og de døde, mellem stjernerne og jorden. Dorthe Nors vil blive interviewet af Laura Kjær Larsen.

Om Dorthe Nors
Dorthe Nors (f. 1970, Herning) er prisbelønnet forfatter og uddannet cand.mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Hun debuterede i 2001 med kærlighedsromanen Soul og har siden udgivet en lang række bøger, heriblandt Stormesteren (2003), Ann Lie (2005), Kantslag (2008), Dage (2010), Minna mangler et øvelokale (2013), Spejl, skulder, blink (2016), Kort over Canada (2018) og En linje i verden (2021).

Om Laura Kjær Larsen
Laura Kjær Larsen (f. 1993) har en kandidat i dansk og arbejder selvstændigt som oversætter, redaktør og kulturformidler i Odense.

Om Word Festival
Word Festival hylder ord med op mod 150 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på fantastiske kulturscener i Odense centrum såsom ODEON, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum.

Temaet for festivalen er tid – et fascinerende begreb, der kan skabe utrolig mange samtaler om alt fra det helt nære og praktiske til det højtflyvende og fantastiske. Fredag dykker vi derfor ned i fortiden, men også barndommen og begyndelser. Lørdag står i nutidens tegn, men også status quo i verdens kriser såvel som de menneskelige af slagsen. Søndag tager vi hul på fremtiden, men også den 3. alder, slutninger og det, der sker på den anden side og ude i universet.

Glæd dig til tre inspirerende dage, hvor vi checker ud af hverdagens digitale larm og gør plads til dialog og eftertænksomhed

Praktisk information
Du får adgang til dette event med en partout- eller dagsbillet til Word Festival efter først-til-mølle-princippet. Mød derfor gerne op i god tid før eventets start. Så er din chance for at få en plads større.

Vi kan af hensyn til sikkerhed, brandmyndigheder mm. ikke øge de angivne pladser til de enkelte scener. Til gengæld er alle scener i gåafstand fra hinanden, og derfor kan du opsøge andre events, hvis du oplever at gå forgæves til et arrangement.