Jakob Stegelmann

I dette foredrag ved Word Festival 2025 får du Jakob Stegelmann på helt tæt hold: Han tager publikum med på en kulørt rejse fra dengang, tegneserier var håndtegnede og sort/hvide – op til i dag, hvor alt kan lade sig gøre i tegneseriernes verden. På sin helt særlige måde vil Jakob Stegelmann føre os gennem den kulørte kulturs brogede og vidunderlige historie. Der vil være introduktioner til både gamle og nye tegneserier, adskillige anekdoter og en masse filmklip, der tilsammen giver dig et underholdende og lærerigt indblik i tegneserier gennem tiden.

Tid: Lørdag kl. 11.00
Sted: ODEON

Du kan også møde Jakob Stegelmann til åbningen af Word Festival, hvor han vil interviewe Art Spiegelman

Om Jakob Stegelmann
Jakob Stegelmann er født den 28. december 1957 og har siden 1970’erne beskæftiget sig indgående med populærkultur som animation, computerspil, tegneserier, fantasy og science fiction. 

 I 1980 startede Jakob TV-programmet Så er der tegnefilm på DR, og 1989 fulgte Troldspejlet, der har kørt lige siden. Han var også med i redaktionen af kultprogrammerne Gotha og Planet X. For slet ikke at tale om det ugentlige Disney Sjov, som han har redigeret siden starten i 1991. Ved siden af sit tv-arbejde har Jakob skrevet bøger om f.eks. Carl Barks, Walt Disney og populærkultur generelt (“Truslen fra det ukendte”, “Gyldendals Tegneserieleksikon”, “Filmårbogen” m.fl.). Jakob var også blandt producenterne af den legendariske danske tegnefilm “Valhalla” (1986). Og han har på skift været tilknyttet aviser som Berlingske Tidende, BT og senest Jyllands-Posten, hvor han har anmeldt tegneserier. Med Troldspejlet og sit øvrige virke har Jakob skabt et univers og fællesskab, der begyndte som undergrund, men som i dag er udbredt og en væsentlig del af vores kulturforbrug. 

Om Word Festival 
Word Festival hylder ord med op mod 150 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på fantastiske kulturscener i Odense centrum såsom Odeon, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum.

Temaet for festivalen er tid ? et fascinerende begreb, der kan skabe utrolig mange samtaler om alt fra det helt nære og praktiske til det højtflyvende og fantastiske. Fredag dykker vi derfor ned i fortiden, men også barndommen og begyndelser. Lørdag står i nutidens tegn, men også status quo i verdens kriser såvel som de menneskelige af slagsen. Søndag tager vi hul på fremtiden, men også den 3. alder, slutninger og det, der sker på den anden side og ude i universet.

Glæd dig til tre inspirerende dage, hvor vi checker ud af hverdagens digitale larm og gør plads til dialog og eftertænksomhed.

Du er ved at købe billet til et enkeltstående event med Jakob Stegelmann. Ønsker du at købe adgang til hele Word Festival 2025 inklusiv Jakob Stegelmann, så skal du købe partoutbillet