Sophie Sioux – Burlesquens historie

Oplev Sophie Sioux, en af Danmarks mest markante burlesque-artister, når hun tager dig med ind i burlesquens verden. I Bag Om Burlesque vil Sophie give et fascinerende indblik i burlesquens historie fra dens storhedstid i USA til dens udvikling som en feministisk kunstart. Hør personlige anekdoter fra hendes 10 år i branchen og få et unikt kig ind bag kulisserne på denne mystiske verden.

Om Sophie Sioux
Sophie Sioux er bedst kendt herhjemme som et af Danmarks førende navne inde for nichegenren burlesque. Hun er medstifter og medproducer af burlesque organisationerne Cabaresque og Kabaret Kopenhagen som har afviklet sceneshows, workshops og undervisning i Aarhus og København siden 2014 og 2018. Med afsæt i hendes akademiske rødder som dramaturg og performance designer, tilrettelægger Sophie alt sit arbejde ud fra storytelling og oplevelsesdesign for at give sit publikum den bedste og mest indlevende oplevelse. På denne måde ønsker hun at bidrage til at sætte burlesque som kunstart og politisk statement på landkortet. 
Sophie er mentor, underviser og selvstændig artist både herhjemme og i udlandet, og nu står hun klar med sit nye foredrag om burlesque, fortalt i et historisk afsæt med masser personlige erfaringer og anekdoter – et helt unikt indblik i en stadigt ret mystificeret verden.

Foto: Gaia Micatovich

Om Word Festival
Word Festival hylder ord med op mod 150 oplæg, debatter, samtaler og oplæsninger på fantastiske kulturscener i Odense centrum såsom ODEON, Koncerthuset, Brandts, Kulturmaskinen og Teater Momentum.

Temaet for festivalen er tid – et fascinerende begreb, der kan skabe utrolig mange samtaler om alt fra det helt nære og praktiske til det højtflyvende og fantastiske. Fredag dykker vi derfor ned i fortiden, men også barndommen og begyndelser. Lørdag står i nutidens tegn, men også status quo i verdens kriser såvel som de menneskelige af slagsen. Søndag tager vi hul på fremtiden, men også den 3. alder, slutninger og det, der sker på den anden side og ude i universet.

Glæd dig til tre inspirerende dage, hvor vi checker ud af hverdagens digitale larm og gør plads til dialog og eftertænksomhed

Praktisk information
Du får adgang til dette event med en partout- eller dagsbillet til Word Festival efter først-til-mølle-princippet. Mød derfor gerne op i god tid før eventets start. Så er din chance for at få en plads større.

Vi kan af hensyn til sikkerhed, brandmyndigheder mm. ikke øge de angivne pladser til de enkelte scener. Til gengæld er alle scener i gåafstand fra hinanden, og derfor kan du opsøge andre events, hvis du oplever at gå forgæves til et arrangement.