Find rundt i Odense til Word Festival

Word Festival foregår i Odense centrum på en lang række forskellige kulturscener i gåafstand fra hinanden. Her får du overblikket over alle lokationerne og mere info om afstand såvel som spisesteder under Word Festival 2025. Vi har inddelt scenerne i zoner, så man hurtigt kan overskue, hvor langt man er fra de næste oplæg i programmet.

ODEON-ZONEN
Her har vi nogle af de største scener ved Word Festival såsom Odeon og Koncerthuset. Her finder du også TID – Museum for Odenses to nye scener, hvor man blandt andet også kan deltage i skriveværksteder. Se området med den lilla cirkel på kortet herunder såvel som det næste kort, hvor de forskellige scener er listet op og placeret med en farvet pin.
Find vej til ODEON via Google Maps her.

KULTURMASKINEN-ZONEN
Den grå cirkel herunder er området med flest scener, blandt andet Magasinet, Frølageret, Rosenbækhuset, Politikens Forlag Scene på Kunstmuseum Brandts såvel som Teater Momentum. Der er ligeledes flere spisesteder i området, f.eks. Café biografen.
Find vej til Magasinet via Google Maps her.

ALBANI-ZONEN
I den røde cirkel herunder finder du Anarkist, hvor du blandt andet kan deltage i sprogquizzer og få noget koldt at drikke. Her finder du ligeledes DIAS-scenen, hvor du kan blive klog på USA med nogle af de dygtigste forskere fra Danish Institute for Advanced Study på SDU.
Find vej til Anarkist via Google Maps her.

MILLING-ZONEN
I de to beige cirkler herunder finder du vores nye scene Kongesalen hos Milling Hotel Plaza, Dexter, Odense Hovedbibliotek, Mediescenen hos JFM såvel som Nordatlantisk Hus. Sidstnævnte er eneste scene, hvor man skal afsætte lidt mere tid til at komme frem, da det ligger nede ved havneområdet. Her kan man med fordel gå over Byens Bro. Via broen tager det 15 minutter at gå fra Milling Hotel Plaza til Nordatlantisk Hus.
Find vej til Kongesalen, Milling Hotel Plaza, via Google Maps her.

Ankomst til Word Festival
Til Word Festival i Odense kan transport med fordel ske via letbanen eller til fods, da alle scener og aktiviteter ligger tæt på hinanden i centrum.

LETBANEN: Stå af ved letbanestationen Odense Banegård Center eller Albani Torv – begge er placeret i kort gåafstand til festivalens områder.

TIL FODS: Odenses centrum er overskueligt, og alle festivalens scener og aktiviteter kan nås nemt til fods.

BUS: Flere af Odenses bybusser stopper i nærheden af festivalområdet, blandt andet ved OBC (Odense Banegårds Center), som fungerer som et centralt knudepunkt for offentlig transport.

TOG: Odense Banegård ligger midt i Milling-zonen med flere scener et stenkast fra perronen.

BIL: Du finder en oversigt over parkeringspladser i byen her. Alternativt kan man lave en langtidsparkering ved Odense Letbanes Park & Ride, og derfra tage letbanen mod centrum. Læs mere på Odense Letbanes hjemmeside.

Hvis du bliver sulten undervejs
Flere af scenerne tilbyder køb af kaffe, snacks og kolde drikke. Enkelte steder er det også muligt at købe frokost og aftensmad. På Cafe biografen kan du vise dit partoutarmbånd og få en lækker sandwich eller salat til særlig festivalpris på 79 kr. med på vejen.